Museumsopgave - Gram Naturhistorisk Museum og Lergrav
9.08.19
Museet er indrettet således, at der er to dele. Den mere klassiske museumsoplvelse, hvor man går rundt og kigger på udstillingen, og så en aktiv del, lergraven, hvor man kan få lov at grave efter fossiler fra et ældgammelt hav, som har dækket store dele af den sydlige jyske vestkyst. De mest almindelige fossiler kan man få lov at tage med hjem(muslinger, sneglehuse, søpindsvin osv.), hvor de mere sjældne fund(hvalskeletter, hajtænder eller andet spændende) bliver sendt ind til nærmere undersøgelser med henblik på udstilling.
Vi startede vores besøg i lergraven, hvor vi fik kyndig vejledning i, hvordan man bar sig ad med at grave efter fossiler. Vi fik af vide, at det var bedst at udgrave i terrasser, frem for bare at grave direkte ned. På denne måde kan man bedre "kigge ind" i de forskellige ler-lag. Vi blev også anbefalet at grave højt oppe på bakken, da regn og blæst havde eroderet leret, og det i bunden var begyndt at oxidere. Men inden vi for alvor kom igang, var et skybrud drevet ind over os, og vi indstillede derfor gravningen, da hele pladsen blev til en stor muddersuppe. På vej tilbage til museet gik vi ad "Evolutionsstien", som museet havde anlagt.
Jeg kunne forestille mig, at have en folkeskoleklasse, indskole/mellemskole, med ude på netop dette museum, da der er god mulighed for, at de kan få fingrene i jorden. Jeg forestiller mig, at der kan startes med at gå ad evolutionsstien og ned i lergraven, hvor eleverne får lov at grave løs, og bagefter kunne eventuelle fossiler tages med tilbage til museet, hvor de kunne nærstuderes i museets laboratorie.
Derefter kunne man tage en tur rundt i den indendørs del af museet. Her er der udstillet forskellige fossiler, skeletter og figurer, der viser os hvordan Danmark har set ud for over 50 millioner år siden.
Museet har også en væg med forskellige kranier, bla. Neanderthalere, Homo Erectus, forskellige forstadier til Homo Sapiens, menneskaber og pygmæer. Hvert skelet har et 3D-scannet billede af, hvordan individet kunne have set ud i levende live.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar